Kapitel 14 og 18 i ’Tekster om læring’ er henholdsvis forord og kapitel 1 fra bogen ’Situated Learning’ af Etienne Wenger m.f. Umiddelbart lugter teksterne lidt af Luhmann og hans systemteorier, men det ville Wenger formentlig modsætte sig.
Begrebet om ’legitim perifer deltagelse’ (LPD) synes at ane en smule af en indtræden i videnskredse, hvad enten dette er formelt såsom et universitet, eller mere uformelt såsom ens hobby. Men trods dette, betegner Wegner at dette ikke skal forstås som en sådan indtræden, da der ikke er noget center for viden (personlige synes jeg tanken er interessant, da det er en spændende måde at tænke læring, og måske mere en tilnærmelse af nyt stof). En af grundene til at tanken om noget centralt (eller nok mere som ’noget indenfor’ kontra ’noget udenfor’) er Wengers ’praksisfællesskaber’. Hvis et praksisfællesskab kan betegnes som familien, universitet, sportsklubben etc., er der vel netop tale om noget perifert kontra centralt? Endvidere synes pointen om at tilegne sig de praksisser der er gældende i et givent praksisfællesskab, umiddelbart at modstå kritisk tænkning, hvilket er centralt (ifølge mig) i henhold til læring. Wengers argumentation lyder mere som en tilpasning i en gruppe, modsat et evt. kritisk perspektiv på et stof.
Dette bunder i nogle umiddelbare spørgsmål og undren i henhold til Wenger (det skal naturligvis tages in mente, at jeg (vi?) ikke har læst hele bogen, så Wenger svarer måske selv på nogle af spørgsmålene): 1) Wenger stiller ikke umiddelbart fokus på kritiske anskuelser af praksisser (stof) i talen om læring. Er dette et begreb der bør inddrages, eller står det uden for den kontekst Wenger forsøger at opridse? 2) Det nævnes at bogen ’’Situated learning’ i Danmark både har haft tilhængere og kritikere, hvilket har medført betydelige debatter. Hvilke argumenter for og imod kan der umiddelbart påføres Wengers argumentation?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar